Vellykket branded entertainment – 5 gode råd

Det kan give rigtig god mening at producere branded entertainment som virksomhed, for I kan nå langt med en glad målgruppe, der føler sig beriget, underholdt og sat i centrum.

Branded entertainment er en forholdsvis ny måde at tænke marketing på i Danmark, men de sidste år, har mange virksomheder kastet sig over underholdningsdisciplinen. Branded entertainment er en fusion imellem traditionel reklame og underholdende indhold, der fx kan sammenlignes med traditionelle tv-programmer.

Et klassisk eksempel på yderst vellykket branded entertainment (og som også udmærker sig ved at være et pionær stykke inden for content marketing) er “Extreme Makeover: Home Edition” produceret fra 2003. Showet blev sendt i hele 9 sæsoner på tv-kanalen ABC i USA. I showet ser vi eventyret om mennesker, der alle er endt i en ulykkelig situation, men nu får hjælp til et bedre liv i form af en total forvandling af deres ofte næsten ubeboelige hus. Det sker i samarbejde med varehuset Sears, og det er stærkt, når familiemedlemmerne rørt til tåre genser deres nye luksushjem.

Branded entertainment ses også på danske tv-kanaler, men det sker sjældnere pga. vores strengere lovgivning på området. Eftersom seerne i stigende grad finder deres indhold på nettet, hvor lovgivningen ikke begrænser, så er det en langt sjovere legeplads for virksomheder, der ønsker at producere branded entertainemt.

Branded entertainment er en god måde at få opmærksomhed på i en verden, hvor traditionelle push reklamer har sværere og sværere kår. På nettet er filmene ofte kortere, men har på samme måde til hensigt at underholde målgruppen, imens virksomheden får mulighed for at markedsføre sig over for sin målgruppe igennem indholdet. Som virksomhed kan I møde jeres målgruppe, der hvor de allerede er, ved at joine sociale medier, som fx Youtube og Facebook, og tænkt som en del af en content marketing strategi, kan I netop igennem underholdende indhold sikre jer, at der altid er en åben og loyal kanal til målgruppen. Men I kan også risikere gevaldige ridser i lakken, hvis I ikke går fuldt ind på præmissen.

Her er fem råd til, hvordan I kan ramme jeres målgruppe lige i underholdningshjertet:

1. KREATIV IDE OG VIRKSOMHED SKAL PASSE SAMMEN

Hvis det ikke føles rigtigt, ideen i forhold til jeres virksomhed, så ér det forkert og dermed spild af penge. Fundamentet for at gå videre med en ide til branded entertainment er et sandt værdi-ægteskab mellem virksomhed og koncept. Dvs. ideen skal kommunikere jeres værdier og lægge sig tæt op ad jeres forretning.

2. KREATIV FRI LEG

Når jeres forretning og værdier er fuldt integreret og gennemtænkt i konceptets grundide, så er det tid til at slippe kontrollen og lade det kreative få frit løb – med målgruppen i centrum naturligvis. Indholdet skal være så godt, at det i teorien kunne være betalt af målgruppen selv.

3. SALGSARGUMENTER ER NO GO

Fremhæv aldrig egen virksomhed eller egne produkter i indholdet, men gå derimod efter latent promovering, hvor målgruppen selv laver koblingen.

4. JO MERE SNAVSET – JO MERE TROVÆRDIGT

Groft sagt – for hvis I tilstræber glitterfuld fremstilling, uagtet hvor lækkert det ser ud, så nærmer I jer traditionel reklame, og det er ikke den aftale, I har indgået med målgruppen. Vil I underholde, skal I gå hele vejen, for ellers kan konsekvensen blive, at jeres målgruppe fravælger jer. Så det handler om ikke at have fine fornemmelser for den måde jeres brand eller produkter fremstilles. Hvis jeres produkter overhovedet skal integreres i underholdningen, så er det som hovedregel bedre, at vi ser dem blive smadret eller lavet grin med – med mindre de passer så godt ind i historien, som en ny sofa gør det i “Extreme Makeover: Home Edition”.

5. MÅSKE ER DER FLERE, DER VIL LEGE?

Deler I værdifællesskab med andre virksomheder eller produkter, kan I med fordel lege sammen – ligesom eksempelvis Sears, Ford og Pella Windows naturligt supplerer hinanden i “Extreme Makeover: Home Edition”. Det kan give flere penge til at lave noget sjovt, og jeres brands kan lukrere på hinanden, men lad jer ikke forføre af flere ressourcer, eller udsigten til at kunne skære i eget budget. Det er helt essentielt, at I som samarbejdende virksomheder er et oplagt match, ellers kan konsekvenserne både økonomisk og imagemæssigt blive fatale for alle involverede.

Held og lykke med underholdningen!

– Lektioner kan bestilles hos Go Wide.

Hvis du vil se eller gense ”Extreme Makeover: Home Edition”, så tjek her.

Post your thoughts